Igangværende
Danske NGO’er gør hver dag en stor forskel for vigtige sager, udsatte målgrupper, naturen, kulturen og meget mere. Det vi ved fra forskningen er, at arbejdspladser, hvor medarbejdere og ledere trives, leverer mere og i en bedre kvalitet end arbejdspladser, hvor medarbejdere og ledere mistrives.
Gennem vores rådgivningsarbejde og større projekter med bl.a. Dansk Live og FriSe ved vi, at mange ledere og medarbejdere ønsker at skabe et sundt arbejdsmiljø, men en stærk kultur om at strække sig for langt for den gode sag, gør det svært at få det prioriteret tilstrækkeligt højt.
Derfor har Ingerfair med støtte fra Velliv Foreningen taget initiativ til at samle en arbejdsgruppe med repræsentanter fra otte branche- og medlemsorganisationer på tværs af det danske civilsamfund.
Arbejdsgruppens opgave bliver at formulere en standard for sundt psykisk arbejdsmiljø i NGO-branchen, som gør det nemmere at forvente gode rammer for arbejdet med at gøre en forskel og mere tydeligt, hvorfor det psykiske arbejdsmiljø bør prioriteres højt i NGO’er.
Sideløbende med formuleringen af en standard udvikles en platform (www.nogarbejdsmiljø.dk), hvor redskaber til at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø i NGO’er samles og gøres tilgængeligt – både som online/printvenlige redskaber og som uddannelsesdage for ledere, TR og AMR.
Ingerfairs opgave er at facilitere arbejdsgruppens arbejde med at formulere en standard, udvikle en platform som understøtter NGO’er i at følge standarden samt udbrede standarden gennem konferencer, inspirationsbesøg hos NGO’er og webinarer.