Af Marie Holdt, chefkonsulent i Ingerfair
Vi oplever ofte, at mange rigtigt gerne vil bruge sociale medier i deres arbejde med frivillige. Mange organisationer har stor succes med Facebook, men når det kommer til andre sociale medier, f.eks. Instagram eller Twitter, er mange mere usikre på, hvordan de kommer i gang med at bruge det. Hvad nu, hvis man siger noget forkert? Eller hvad nu hvis der er nogen, der siger noget grimt om organisationen – er det så ikke bedre slet ikke at være der? Nej er det korte svar og i denne artikel kan du læse, hvordan du kommer godt i gang på sociale medier.
For at rekruttere flere frivillige, samle penge ind eller sprede budskabet om sagen, skal man være dér, hvor ens målgruppe befinder sig. I Danmark er de fleste internetbrugere, så derfor skal vi også være der. Når du er til stede online, har du også mulighed for at læse, hvad der bliver sagt om dig. Og så kan du give svar på tiltale, hvis det bliver nødvendigt. Eller som oftest, glæde dig over de mange positive ting, der bliver sagt om netop din organisation.
Kom godt i gang på sociale medier
Så vi vil hermed opfordrer dig til at hoppe med på bølgen eller udforske nogle af de andre sociale medier, hvis du allerede er i gang. For at gøre dit arbejde lettere på sigt, er det vigtigt at sikre, at dine sociale medier er godt integreret i din markedsføring og kommunikation såvel som din fundraising strategi. Herunder har vi samlet en tjekliste med de vigtigste ting at have for øje:
- Identificer dit mål – Gør det konkret og målbart med online og offline mål.
- Kend din målgruppe – Hvem er det, du skal have fat i for at opnå dine mål?
- Vælg dine platforme – Hvilke platforme bruger dit publikum?
- Brug din mobil – Download platformens gratis app så du har mulighed for at lave opdateringer lige når det sker.
- Find indhold – Sociale medier handler om at lytte til andre og fortælle din egen historie. Et godt sted at starte er alle de historier, billeder og videoer, der fortæller noget om organisationen, det i laver, de frivillige og sagen eller målgruppen. Derudover er det en god historie at fortælle, hvordan fx et event der kommer i fremtiden rent faktisk forløb. Tænk det som, at der sidder en masse derude, som du ikke nødvendigvis kender, men som faktisk synes det vil være interessant at høre mere fra netop den gode sag, din forening arbejder for.
- Mål din effekt – Planlæg dine vigtigste milepæle og hold øje med, hvad der fungerer og husk, at det kræver en målrettet indsats, før du kan forvente at se et resultat – folk skal lige vænne sig til, at de kan finde dig her.
Så nemt at det at komme i gang – men vigtigst er det, at du fortæller din organisation at I nu er på sociale medier – for det er med deres hjælp, at I når ud til mange. Ved at de frivillige, ansatte, brugere og pårørende kommenterer og deler opslag, hjælper platformen til, at dit opslag bliver set af mange, og det er her, du kan opnå den effekt, du ønsker.
Når du har fortalt om at I er kommet i gang, kan du holde momentum oppe ved at opdatere dine følgere – fortæl dem, hvordan det går og hvordan deres kommentarer og delinger er med til at få jeres vigtige budskab ud.
”Dine opdateringer skal ikke være perfekte, men de skal reflektere din organisations personlighed og værdier.”
Strategic Partner Manager ved Facebook, Libby Leffler.