Af Inge Vahlgren, konsulent i Ingerfair
”At få flere frivillige med” er den udfordring organisationerne mest konsistent peger på, når jeg spørger til deres arbejde med frivillige.
Jeg møder også tit udsagn om, at frivillige ikke vil engagere sig i faste opgaver, og at de hurtigt holder op igen. Det gør mig nysgerrig på, om organisationerne og de potentielle frivillige har forskellige oplevelser af, hvad det er det sker, når de møder hinanden. Gad vidst, hvordan organisationerne tager mod nye frivillige, og hvordan mon en ny frivillig egentlig finder ud af at blive en rigtig frivillig i organisationen?
Oplæring med fokus på opgaver og formelle regler
Der findes mange variationer i organisationerne for, hvordan der tages imod nye frivillige. Nogle har vejledninger eller trin-for-trin guider til den gode velkomst, eller de har ansatte som holder introduktionsmøder, og som har ressourcer til at gennemføre møder med den enkelte frivillige. Andre igen lader det mere være op til det enkelte frivilligteam eller hold at tage mod og introducere nye frivillige til opgaverne. Informationen består ofte af introduktion til opgaverne, der skal løses, til (it)systemer der skal anvendes for at løse opgaver og af information om selve organisationen, og hvordan den er bygget op. Med andre ord, så handler oplæringen ofte om de konkrete opgaver og om de mere formelle regler og rammer for frivilligheden i organisationen.
Det er selvfølgelig en god start for den nye frivillige at forstå, hvad den konkrete opgave går ud på, men hvordan lærer den nye frivillige at blive ’en rigtig’ frivillig i organisationen? Undersøgelsen i Match-projektet viser, at det er vigtigt, at der både er en forventnings- og rolleafstemning med nye frivillige, for at de (for)bliver frivillige i organisationerne. Når man er ny, så handler den gode start altså ikke kun om opgaverne men også om at finde ud af, hvordan man er frivillig.
Hvordan bliver jeg en rigtig frivillig her?
En del af de frivillige jeg møder, har øvet sig i mange år på at blive netop den slags frivillige, som trives i organisationen. Det kan være spejdere, som har uniformer med særlige kendetegn og et særligt sprog. Det kan være aktive i håndboldklubben, som har indgående kendskab til de rigtige tilråb fra lægterne og de særlige ritualer, der knytter sig til kampene. Eller det kan være i genbrugsbutikken, hvor der er faste hold på ugedagene, og hvor der er regler for prissætning af mærkevarer og for, hvordan vinduet skal dekoreres.
Så når den nye frivillige er kommet ind ad døren og har fået det første indblik i, hvilke opgaver vedkommende kan bidrage til at løse og fortsat er motiveret til at være med, hvordan mon så de afkoder hvordan og hvornår, de kan blive en rigtig frivillig i organisationen?
For nylig har jeg mødt en spejdergruppe, som gerne vil engagere flere forældre som frivillige. De nuværende frivillige ledere er unge eller voksne, der selv har været spejdere. Hvis man er en forælder, der gerne vil bidrage, hvornår er man så spejder, og hvornår er man ”blot” forælder og ikke helt med på holdet som frivillig? Spejdere har et særligt sprog om det at være spejder, og det kan bidrage til oplevelsen af, at der er en lang vej til at blive betragtet som legitim spejder-frivillig med samme værdi som de andre spejder-frivillige. Som forælder kan man derfor spørge sig selv, hvor lang tid der går, førend man overhovedet kan blive det?
På besøg i genbrugsbutikker møder jeg frivillige, der har været med i mange år, og som har helt faste rutiner og faste dage, hvor de, sammen med deres faste hold, passer butikken. De frivillige omtaler ofte sig selv og det at være frivillig som at være sådan en, der altid bidrager og hjælper andre. Den nye frivillige kan dog opleve, at for at blive accepteret som en del af holdet, så skal de kende alle de uskrevne regler om, hvordan man er frivillig.
Den ledige stol sikrer plads til nye
Det kan være praktiske og små ting, som kan gøre det nemmere for nye at finde ind i fællesskabet. En frivillig leder på en festival har en gang fortalt mig om en regel, de har på hendes hold: Den ledige stol. Det handler om, at når de er sammen f.eks. rundt om et bord til et møde, så sikrer man sig, at der altid er en ledig stol til den næste, der kommer. Det er et ansvar alle har, og som er med til at vise nye frivillige, at der er plads til dem.
Jeg har også mødt frivilliggrupper, som har en vært eller mentor for nye frivillige. Værtens/mentorens rolle er at hjælpe den nye frivillige i forhold til alt det uskrevne i fællesskabet f.eks. omkring forventninger til, hvordan og om man skal eller kan deltage i de sociale aktiviteter, som gruppen arrangerer for sig selv.
Det meningsfulde fællesskab er en af de vigtigste faktorer, der er med til at skabe trivsel for frivillige, men for at et fællesskab bliver meningsfuldt for den nye frivillige, så skal den frivillige først blive en del af fællesskabet og føle sig som en rigtig frivillig.
Læs mere om dette i artiklen Kan en organisation skabe frivillige, der selv rekrutterer nye frivillige?, skrevet i forbindelse med udgivelsen af Ingerfairs Frivilligundersøgelse 2021.
