I denne podcast besøger Frederik Boll, stifter af- og chef i Ingerfair, sociolog Ane Grubb, på hendes kontor på Aalborg Universitet, til en snak om, hvad vi ved om forskningen af frivilligheden i Danmark.
Både nationalt og internationalt bliver der løbende lavet undersøgelser af, hvordan det ”ser ud” i den frivillige verden. Men da der ofte i undersøgelserne bliver spurgt ind til områder, der kan “måles og vejes” så som alder, uddannelse og hvor mange timer der bliver lagt i det frivillige arbejde, bliver undersøgelserne ensidige.
Ane peger på, at tilgangene og spørgsmålene til undersøgelserne blokerer for andre tematikker indenfor frivilligheden. Især uligheden i den frivillige verden er Ane optaget af.
Denne ulighed handler bl.a. om, at de store NGO’er, der har et stort kommunikationsapparat bag sig, bliver de toneangivende. Men hvor repræsentative er deres udsagn egentlig i frivilligheden i Danmark? Findes der en elite, der siger noget på vegne af hele frivilligheden i Danmark? Og hvis der gør, kan de så overhovedet udtale sig om hele frivilligheden i Danmark?
Lyt med på denne podcast og bliv klogere på forskningen af frivilligheden i Danmark som den ser ud i dag, og hvordan den, hvis det står til Ane Grubb, kan ændre fokus og blive mere nuanceret.
Podcast om MATCH-projektet; Rekruttering og fastholdelse af frivillige i civilsamfundsorganisationer.
Lyt også til denne podcast hvor Frederik Boll har inviteret sociolog Ane Grubb fra Aalborg Universitet i studiet for at tale om MATCH-projektet; Rekruttering og fastholdelse af frivillige i civilsamfundsorganisationer.