Fra 2021-2022 arbejdede vi i Ingerfair på et projekt i samarbejde med Odense Kommune og Lev Odense.
Odense Kommune besluttede med budget 2020 at iværksætte en indsats under overskriften Mere Frivillighed. Indsatsen har resulteret i, at der igangsættes en række profilprojekter i forvaltningerne i 2020-2022. Projekterne skal understøtte nye samspil mellem frivillige foreninger og den nære velfærd i Odense Kommune. Projektet ”Flere muligheder for deltagelse i fællesskaber for mennesker med handicap” er bare ét af flere profilprojekter, der blev igangsat i 2021.
Tanken med profilprojektet var at afdække, hvor der var behov for at etablere en platform af frivillige, så flere mennesker med handicap kunne få mulighed for at dyrke en interesse sammen med en frivillig, blive en del af det omgivende samfund, samt igennem samarbejde med Lev og Lev’s samarbejdspartnere at øge antallet af frivillige. Som projektledere på projektet, der kom til at hedde: ”Makkerskaber i Fællesskaber”, lagde vi en udførlig projektplan, som vi delte i fire faser.
- I projektets indledende fase havde vi et mål om at skabe kendskab til de medarbejdere, der var tilknyttet området, interviewe potentielle frivillige og mulig styregruppe samt generelt at undersøge projektets muligheder, begrænsninger og opbakning.
- I projektets anden fase havde vi et overordnet mål om at få etableret et frivilligkorps og klæde dem på til det første møde og aktiviteter med borgerne.
- I projektets tredje fase lavede vi vores første rul af aktiviteter, for både at prøve forskellige aktiviteter af, men også for sideløbende at kunne evaluere hos de frivillige, medarbejderne og lederne på området.
- I fjerde og afsluttende fase var vores primære mål at få forankret projektet i LEV Odense, så det kunne være selvkørende og bæredygtigt efter projektets afslutning.
I fjerde og sidste fase udarbejdede Odense Kommune en rapport. I denne kan du bl.a. finde projektplanen, vores konklusioner fra projektet samt en masse gode anbefalinger og metoder, som du kan blive inspireret af, hvis du står overfor at skulle sætte lignende projekter i søen.