af Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair
Frivillige organisationer er en del af samfundets udvikling. De er ikke uafhængige af den, men somme tider glemmer nogle organisationer dette. De slår ind på en fejlslagen kurs, hvor frivilligheden bliver et mål i sig selv og ikke et middel til at gøre noget for mærkesagen. Opgøret med en fejlslagen kurs handler om den frivillige organisations evne til at spotte og udvikle guldminer – en organisatorisk ramme, hvor frivilligheden udfoldes i overensstemmelse med samfundets udvikling til gavn for mærkesagen.
Hvordan kan det være, at små frivillige organisationer, som eksempelvis Københavns Fødevarefællesskab, uden penge, know-how og ansatte ressourcer skaber en guldmine, hvor frivilligheden er i vækst til gavn for organisationens mærkesag? Hvorfor opfandt COOP ikke Københavns Fødevarefællesskab? De har jo alle forudsætninger for at gøre det!
Opgøret med den fejlslagne kurs er et opgør med den magelighed, som frivillige organisationer er i farezonen for at blive ramt af i perioder med fremgang.
Det er min erfaring, at mageligheden er de frivillige organisationers største fjende. Den udvisker grundårsagerne for, at organisationen i sin tid er blevet stiftet, og leder organisationer ind på en kurs, hvor man glemmer at forholde sig til forandringer i samfundet. Mageligheden kommer snigende i perioder med fremgang i antal medlemmer, ressourcer og ansatte. Og den gør frivilligheden til midlet for at opretholde en bestemt organiseringsform, og, i værste tilfælde, arbejdspladser for ansatte, fremfor at gøre en forskel for mærkesagen. Her er nogle af de kendetegn, jeg har identificeret ved en frivillig organisation, der er ramt af magelighed:
Opgøret med den fejlslagne kurs er et opgør med mageligheden. Det er en bevægelse væk fra organisationens sweet spot – hvor alting er som det plejer – mod guldminerne i den frivillige verden. Afhængig af hvilken organisation kan det være en svær rejse, for det kræver mange ændringer, hårdt arbejde og svære beslutninger.
Der er allerede mange guldminer i den frivillige verden. I tidligere artikel har jeg beskrevet Københavns Fødevarefællesskab. Det er en guldmine. Ikke fordi organisationen ikke har sine fejl og mangler, men fordi den rummer guldminens arketypologi:
Ved et første øjekast tænker man formegentlig: ”Vi lever op til alle fire kendetegn”. Men ved I det? Har I undersøgt det? Har I spurgt jer selv kritisk nok, om jeres resultater skyldes, at I er dygtige? Eller skyldes det blot, at I er heldige? Det er ikke nemt at skabe en guldmine, og alle fire kendetegn skal være opfyldt.
Der er mange forskellige former for guldminer, og én organisation kan skabe en guldmine, som ikke vil virke for andre. I Ingerfair har vi gennem tiden besøgt, udviklet eller uddannet langt over 2.000 frivillige organisationer og offentlige institutioner på tværs af den sociale område, kultur- og fritidsområdet, humanitære hjælpeorganisationer og naturområdet. Vi er stødt på følgende fem guldminetyper:
I denne artikel vil jeg sætte fokus på de entreprenantes guldmine, som eksempelvis Københavns Fødevarefællesskab tilhører. Det er en type guldmine, som ofte overses, fordi den bryder med den gængse måde at organisere frivilligheden på. I virkeligheden er det en af de ældste af alle guldminer i den frivillige verden, og som den frivillige verden historisk set er blevet anerkendt for (andelsbevægelsen, børnehaven, pensionsordninger mv.). Men i dag har den ændret karakter, fordi samfundet har udviklet sig.
De entreprenantes guldmine bryder i dag med foreningstanken og den frivillige organisations iboende logikker. Den gør op med det reciprokke forhold mellem rekruttering og fastholdelse af frivillige. Det vil sige, at organisationen ikke længere ’køber og ejer’ den frivillige til gavn for organisationen. I stedet ’investerer’ organisationen i den frivillige til gavn for andre eller en sag. I Københavns Fødevarefællesskab åbner man ikke nye Fødevarefællesskaber i andre byer, men man vil gerne dele ud af sine erfaringer, når en gruppe mennesker, eksempelvis i Aarhus, gerne vil starte op.
Udover mine egne erfaringer med de entreprenantes guldmine, så lavede jeg i 2012 en omfattende kvalitativ undersøgelse af unge ikke-frivillige på både en SOSU skole i Brøndby og et gymnasium i Birkerød. Formålet var at afdække, hvilken frivillighed de unge ikke-frivillige efterspørger. En væsentlig konklusion herfra er, at de efterspørger en entreprenant frivillighed, hvor skelet mellem frivillig og iværksætter udviskes. Det findes der faktisk en god samfundsmæssig forklaring på.
Den anerkendte tyske sociolog, Ulrich Beck, giver et vigtigt pejlemærke for samfundets udvikling. Han finder, at menneskets stigende frigørelse fra traditionelle bindinger (familien, samfundsklassen, landsbyen osv.) og individualisering er to udviklingstendenser, som kendetegner det sidste århundrede. Paradoksalt nok fører frigørelse og individualisering ikke til mere frihed for den enkelte. De fører til en anden slags frihed, end vi havde for 100 år siden, men det har også medført en anden ’tvang’. Frigørelsen fra de traditionelle bindinger medfører et krav om at kunne forme sit eget livsprojekt i en verden af uendelig mange muligheder. Valget er dit eget – også hvis du træffer det forkerte! Individualiseringen og retten til at være, hvem man har lyst til at være, har derfor medført en individualisering af ansvaret for menneskets egne succeser og fiaskoer. Derfor søger vi idoler, personer eller arketyper, som vi efterstræber at blive som.
Et af de idoler er det, de to franske sociologer, Luc Boltanski og Eve Chiapello, kalder en ’Great Man’. En Great Man er en person, der engagerer sig fuldt ud i arbejdet, er entusiastisk, kan omstille sig fra projekt til projekt, er fleksibel, er fysisk og intellektuelt mobil, opbygger eller udvider netværk og har evnen til at tilpasse sig en omskiftelig verden. Det gælder derfor om at være nogen: at være interessant, spændende, virksom og succesfuld. Det er det, mange stræber efter, når vi skal navigere i det uendelig hav af muligheder, som samfundet tilbyder os. Altså at blive en Great Man.
De entreprenantes guldmine tilbyder muligheden for at blive en Great Man. Men det vil formegentlig kræve ændringer i den frivillige organisation. Eksempelvis:
Et sted, mageligheden lurer, er ved frivillige organisationers drift af genbrugsbutikker. Genbrug er lige i tidsånden og i kraftigt vækst. Blandt mange frivillige sociale organisationer, som eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, Danmission, Kirkens Korshær og Blå Kors for blot at nævne nogle få, er det trenden at åbne genbrugsbutikker. Formålet med genbrugsbutikken er at samle penge ind gennem salg til organisationens formål.
Men er genbrugsbutikkerne den bedste måde at skabe lokal synlighed og indtjening på? Er det de rette frivillige, som styrer butikken? Er de salgsorienterede, har de incitament til at øge omsætningen? Kunne organisationens økonomiske og tidsmæssige ressourceforbrug pr. genbrugsbutik skabe højere indtjening på anden vis? Jeg synes, genbrug er godt. Og jeg ved, at butikkerne giver et godt socialt fællesskab blandt de frivillige, som arbejder i dem – for mange frivillige et vigtigt fællesskab og grunden til de er engageret. Men heri lurer mageligheden. Drives genbrugsbutikken og de frivillige fremad uden kritisk stillingtagen til, om de er den bedste løsning? Eller er de blot vedligeholdelsen af en bestemt organiseringsform mellem det nationale og lokale i organisationen – eller værre endnu – ansattes arbejdspladser?
