af Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair

Frivillige organisationer er en del af samfundets udvikling. De er ikke uafhængige af den, men somme tider glemmer nogle organisationer dette. De slår ind på en fejlslagen kurs, hvor frivilligheden bliver et mål i sig selv og ikke et middel til at gøre noget for mærkesagen. Opgøret med en fejlslagen kurs handler om den frivillige organisations evne til at spotte og udvikle guldminer – en organisatorisk ramme, hvor frivilligheden udfoldes i overensstemmelse med samfundets udvikling til gavn for mærkesagen.

 

Magelighed eller guldmine?

Hvordan kan det være, at små frivillige organisationer, som eksempelvis Københavns Fødevarefællesskab, uden penge, know-how og ansatte ressourcer skaber en guldmine, hvor frivilligheden er i vækst til gavn for organisationens mærkesag? Hvorfor opfandt COOP ikke Københavns Fødevarefællesskab? De har jo alle forudsætninger for at gøre det!

Opgøret med den fejlslagne kurs er et opgør med den magelighed, som frivillige organisationer er i farezonen for at blive ramt af i perioder med fremgang.

 

Fjende #1: Magelighed

Det er min erfaring, at mageligheden er de frivillige organisationers største fjende. Den udvisker grundårsagerne for, at organisationen i sin tid er blevet stiftet, og leder organisationer ind på en kurs, hvor man glemmer at forholde sig til forandringer i samfundet. Mageligheden kommer snigende i perioder med fremgang i antal medlemmer, ressourcer og ansatte. Og den gør frivilligheden til midlet for at opretholde en bestemt organiseringsform, og, i værste tilfælde, arbejdspladser for ansatte, fremfor at gøre en forskel for mærkesagen. Her er nogle af de kendetegn, jeg har identificeret ved en frivillig organisation, der er ramt af magelighed:

• Vi kan ikke svare på, hvorfor vi er de bedste på netop vores område, men det er også ligegyldigt, for vi har ingen konkurrenter.
• Vi ved, vi gør en forskel – vi kan bare ikke bevise det.
• Vores frivilligstrategi fokuserer på, hvor mange frivillige vi skal have inden et bestemt årstal. Den afstemmer ikke antallet af frivillige med de mål organisationen er sat i verden for at opnå.
• Vi bruger ikke tid på at udvikle nye frivilliginvolverende aktiviteter, for hvis dem vi forsøger at rekruttere ikke vil være med, så er det deres værdisæt den er gal med – ikke vores organisation.
• Vi bruger kun tid og ressourcer på at måle og veje de frivillige, vi allerede har (eller også gør vi det slet ikke), men vi bruger ikke tid på at undersøge de potentielle frivillige, vi ikke har.
• Vi ved ikke, om vi er gode til at arbejde med frivillige eller om antallet af frivillige blot skyldes, vi har et godt brand. Vi er nemlig aldrig blevet evalueret af frivillige, samarbejdspartnere eller vores brugere.
• Vores budget til fastholdelse og anerkendelse af frivillige stiger år efter år for der skal mere og mere til at fastholde dem.

Opgøret med den fejlslagne kurs er et opgør med mageligheden. Det er en bevægelse væk fra organisationens sweet spot – hvor alting er som det plejer – mod guldminerne i den frivillige verden. Afhængig af hvilken organisation kan det være en svær rejse, for det kræver mange ændringer, hårdt arbejde og svære beslutninger.

 

Guldminens fire kendetegn

Der er allerede mange guldminer i den frivillige verden. I tidligere artikel har jeg beskrevet Københavns Fødevarefællesskab. Det er en guldmine. Ikke fordi organisationen ikke har sine fejl og mangler, men fordi den rummer guldminens arketypologi:

1. Den er aktuel. Det vil sige, at den er en organiseret reaktion på en indignation eller drive, som er i overensstemmelse med mulighederne hos den eller de målgrupper, den vil involvere i det frivillige arbejde.
2. Den er identitetsskabende. Det vil sige, at den tilbyder sine medlemmer en platform for at gøre mærkesagen, ikke en platform for at opretholde organisationen.
3. Den er hårdfør. Det vil sige, at den udvikler sig gennem begrænsninger, ikke gennem overdrevent ressourceforbrug.
4. Den er en succes. Det vil sige, at organisationen med de ressourcer og frivillige, som den har tilgængelig gør mest muligt for mærkesagen.

Ved et første øjekast tænker man formegentlig: ”Vi lever op til alle fire kendetegn”. Men ved I det? Har I undersøgt det? Har I spurgt jer selv kritisk nok, om jeres resultater skyldes, at I er dygtige? Eller skyldes det blot, at I er heldige? Det er ikke nemt at skabe en guldmine, og alle fire kendetegn skal være opfyldt.

 

Forskellige guldminer

Der er mange forskellige former for guldminer, og én organisation kan skabe en guldmine, som ikke vil virke for andre. I Ingerfair har vi gennem tiden besøgt, udviklet eller uddannet langt over 2.000 frivillige organisationer og offentlige institutioner på tværs af den sociale område, kultur- og fritidsområdet, humanitære hjælpeorganisationer og naturområdet. Vi er stødt på følgende fem guldminetyper:

• De virtuelles guldmine, hvor frivillige deler deres opdagelser, viden og ideer. Eksempelvis TAG DEL
• De spontanes guldmine, hvor frivillige gør en hurtig, men mærkbar, indsats. Eksempelvis Copenhagen Volunteers.
• De loyales guldmine, hvor frivillige driver aktiviteter. Eksempelvis Rollespilsfabrikken.
• De entreprenantes guldmine, hvor frivillige opretter og driver egne organisationer. Eksempelvis Fødevarefællesskaberne.
• De politiske guldmine, hvor frivillige flytter den politiske dagsorden. Eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening.

 

De entreprenantes guldmine

I denne artikel vil jeg sætte fokus på de entreprenantes guldmine, som eksempelvis Københavns Fødevarefællesskab tilhører. Det er en type guldmine, som ofte overses, fordi den bryder med den gængse måde at organisere frivilligheden på. I virkeligheden er det en af de ældste af alle guldminer i den frivillige verden, og som den frivillige verden historisk set er blevet anerkendt for (andelsbevægelsen, børnehaven, pensionsordninger mv.). Men i dag har den ændret karakter, fordi samfundet har udviklet sig.

De entreprenantes guldmine bryder i dag med foreningstanken og den frivillige organisations iboende logikker. Den gør op med det reciprokke forhold mellem rekruttering og fastholdelse af frivillige. Det vil sige, at organisationen ikke længere ’køber og ejer’ den frivillige til gavn for organisationen. I stedet ’investerer’ organisationen i den frivillige til gavn for andre eller en sag. I Københavns Fødevarefællesskab åbner man ikke nye Fødevarefællesskaber i andre byer, men man vil gerne dele ud af sine erfaringer, når en gruppe mennesker, eksempelvis i Aarhus, gerne vil starte op.

Udover mine egne erfaringer med de entreprenantes guldmine, så lavede jeg i 2012 en omfattende kvalitativ undersøgelse af unge ikke-frivillige på både en SOSU skole i Brøndby og et gymnasium i Birkerød. Formålet var at afdække, hvilken frivillighed de unge ikke-frivillige efterspørger. En væsentlig konklusion herfra er, at de efterspørger en entreprenant frivillighed, hvor skelet mellem frivillig og iværksætter udviskes. Det findes der faktisk en god samfundsmæssig forklaring på.

 

Idoldyrkelsen af the Great Man

Den anerkendte tyske sociolog, Ulrich Beck, giver et vigtigt pejlemærke for samfundets udvikling. Han finder, at menneskets stigende frigørelse fra traditionelle bindinger (familien, samfundsklassen, landsbyen osv.) og individualisering er to udviklingstendenser, som kendetegner det sidste århundrede. Paradoksalt nok fører frigørelse og individualisering ikke til mere frihed for den enkelte. De fører til en anden slags frihed, end vi havde for 100 år siden, men det har også medført en anden ’tvang’. Frigørelsen fra de traditionelle bindinger medfører et krav om at kunne forme sit eget livsprojekt i en verden af uendelig mange muligheder. Valget er dit eget – også hvis du træffer det forkerte! Individualiseringen og retten til at være, hvem man har lyst til at være, har derfor medført en individualisering af ansvaret for menneskets egne succeser og fiaskoer. Derfor søger vi idoler, personer eller arketyper, som vi efterstræber at blive som.

Et af de idoler er det, de to franske sociologer, Luc Boltanski og Eve Chiapello, kalder en ’Great Man’. En Great Man er en person, der engagerer sig fuldt ud i arbejdet, er entusiastisk, kan omstille sig fra projekt til projekt, er fleksibel, er fysisk og intellektuelt mobil, opbygger eller udvider netværk og har evnen til at tilpasse sig en omskiftelig verden. Det gælder derfor om at være nogen: at være interessant, spændende, virksom og succesfuld. Det er det, mange stræber efter, når vi skal navigere i det uendelig hav af muligheder, som samfundet tilbyder os. Altså at blive en Great Man.

De entreprenantes guldmine tilbyder muligheden for at blive en Great Man. Men det vil formegentlig kræve ændringer i den frivillige organisation. Eksempelvis:

• I stedet for at skabe et frivilligprogram, hvor frivillige understøtter organisationens aktiviteter, skal man skabe et investeringsprogram, hvor man understøtter de frivilliges entrepriser.
• I stedet for at gøre antallet af frivillige til et succesmål, skal antallet af succesfulde entrepriser være succesmålet.
• I stedet for at være én organisation, er det en succes, hvis vi bliver et netværk eller en sammenslutning af mange foreninger, virksomheder og fonde, som arbejder sammen om en fælles mærkesag, men på forskellige måder.

 

Genbrugsbutikken – et socialt fællesskab eller de entreprenantes guldmine?

Et sted, mageligheden lurer, er ved frivillige organisationers drift af genbrugsbutikker. Genbrug er lige i tidsånden og i kraftigt vækst. Blandt mange frivillige sociale organisationer, som eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, Danmission, Kirkens Korshær og Blå Kors for blot at nævne nogle få, er det trenden at åbne genbrugsbutikker. Formålet med genbrugsbutikken er at samle penge ind gennem salg til organisationens formål.

Men er genbrugsbutikkerne den bedste måde at skabe lokal synlighed og indtjening på? Er det de rette frivillige, som styrer butikken? Er de salgsorienterede, har de incitament til at øge omsætningen? Kunne organisationens økonomiske og tidsmæssige ressourceforbrug pr. genbrugsbutik skabe højere indtjening på anden vis? Jeg synes, genbrug er godt. Og jeg ved, at butikkerne giver et godt socialt fællesskab blandt de frivillige, som arbejder i dem – for mange frivillige et vigtigt fællesskab og grunden til de er engageret. Men heri lurer mageligheden. Drives genbrugsbutikken og de frivillige fremad uden kritisk stillingtagen til, om de er den bedste løsning? Eller er de blot vedligeholdelsen af en bestemt organiseringsform mellem det nationale og lokale i organisationen – eller værre endnu – ansattes arbejdspladser?