Af Lasse F. Petersen, konsulent i Ingerfair
Når frivillige gerne vil lede andre frivillige, kan det i starten virke, som en rigtig god ide. De kender foreningen, de kender de andre frivillige og har nok også en god social status som frivillig. Men når virkeligheden rammer, og ledelsesopgaven skal udføres, er der mange ting, der kan ændre sig.
Helt generelt, er der som ny leder rigtig mange ting, der skal læres på forholdsvis kort tid. Som leder skal man tage stilling til dagligdagens udfordringer såsom konflikter, de frivilliges ideer og tanker, anerkendelse af frivillige, man skal sætte konkrete mål og rammer, skabe indflydelse og så skal de mindre sjove opgaver også fordeles, etc. Altså mange ting, som de førhen ikke har været vant til at gøre noget ved. Derudover skal de lede andre mennesker hen mod de mål, som foreningen eller organisationen ønsker, og måske samtidig rekruttere nye frivillige samt fastholde og motivere dem I har i forvejen. Herunder vil jeg komme med nogle af de overvejelser jeg selv gør mig inden, under og efter at have udnævnt en frivillig som leder af en frivilliggruppe.
Når den frivillige selv henvender sig
Dette er absolut den bedste situation i forhold til rekruttering af en ny leder. En frivillig, der har et ønske om at lede andre, er en kæmpe håndsrækning. Det er ikke sket så tit for mig, men når det er sket, er det en kombination af, at den frivillige vil gøre en forskel på et højere plan og fordi den frivillige har en tro på sig selv. Derfor har det altid været vigtigt for mig at få nogle gode snakke inden jeg bare sagde ja til den frivillige. Mine snakke indeholder f.eks. hvad er ledelse, hvad kan du bidrage med og en grundig forventningsafstemning. Her får jeg et hurtigt indtryk af om den frivillige kan, vil og forstår den måde vi driver foreningen på.
Hvis du skal finde én blandt de mange
Står du den situation, at der mangle en leder til en opgave eller i en gruppe, er udfordringen en anden.
De helt traditionelle opslag på intranettet, facebook og på opslagstavlen i den lokale brugs er en god ide for at gøre andre opmærksomme på “stillingen”. Jeg vil dog altid anbefale at prikke de frivillige i den eksisterende frivilliggruppe på skulderen, som du selv tror på kan løse opgaven. De vil for det første føle sig værdsat og set, og dernæst gå til opgaven med en anden mentalitet. Er der ingen der bider på krogen blandt egne frivillige, må kredsen udvides og budskabet længere ud i netværket.
Oplæring af nye frivillige ledere
Ledelse er ikke venstrehåndsarbejde og kræver mange timers træning og tilvænning, derfor er hele oplæringsperioden meget vigtig. Jeg har, med succes, flere gange lavet en 3-6 måneders plan for den nye leder med opfølgningsmøder hver måned. Her skal der indlægges “intro-måned”, kurser, samtaler med andre ledere og afslutning på forløbet. Findes der ikke et kursus internt eller eksternt, som passer ind i programmet, kan I selv stå for nogle dage fulgt op med undervisning i ledelse. Det skal holdes praksisnært og gerne med øvelser, hvor undervisningen bliver prøvet af, så den frivillige føler sig mere sikker på dens rolle, når de skal gøre det selv en dag.
Emner, der bør være med i oplæringen:
- Grundlæggende viden om ledelse og hvad er ledelse af frivillige?
- Få kendskab til din ledelsesstil
- Forventningsafstemning
- Konflikthåndtering
- Gruppedynamik
- Hvad den frivillige gerne vil lære noget om
- Og endeligt, hvad end I synes er vigtigt, at den frivillige leder skal vide i forhold til jeres organisationskontekst.
Den frivillige skal vide, at du er til rådighed ved spørgsmål og udfordringer i denne periode og du skal hele tiden kunne følge den frivilliges udvikling i opstarten. Der kommer bump på vejen og disse skal tackles hurtigt og nænsomt.
Udviklingen skal fortsætte
Hvis opstarten er gået godt, er den nye leder klædt på til at varetage de fleste opgaver og kender nu foreningen på et helt andet plan. For ikke at sætte en stopper for udviklingen, er en-til-en samtaler en rigtig god ide. Dette er samtaler, hvor fokus kun er på den frivillige leder, personens udfordringer og ønsker til udvikling. Intervallet mellem møderne kommer an på den frivilliges behov, men min erfaring siger mig, at der ikke må gå mere end 3 måneder mellem hvert møde. Gerne et hvert måned det første år for at holde emnet ”ledelse” til ilden.
Alt hvad der ikke har noget med selve ordet ledelse at gøre, skal nu også tillæres af den frivillige f.eks. motivation, rekruttering og fastholdelse af frivillige. Det er vigtige redskaber for at kunne få nye frivillige og holde på dem, der er i forvejen. Dette kan også gøres på samme måde som ovenstående, altså at lave en plan for den videre udvikling.
Ledelse er vigtigt og derfor skal du være det gode eksempel, som de frivillige kan kopiere. Lykkedes dette, får du helt automatisk nye gode ledere, som kan hjælpe til at nå foreningens mål og sprede de gode budskaber.