Af Frederik C. Boll, stifter og direktør i Ingerfair og Stephen Holst, arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver

I Ingerfair støtter og rådgiver vi en bred vifte af frivillige organisationer bl.a. omkring, hvordan man håndterer for højt arbejds- og tidspres.

Med støtte fra Velliv Foreningen er vi lige nu i gang med et dybdegående projekt, hvor vi frem til efteråret 2024, arbejder med mental sundhed i fem frivilligorganisationer. Vi skal bl.a. finde gode veje til at håndtere det vilkår, at frivillige er en essentiel del af organisationens måde at gøre en forskel på, og samtidig opretholde det sunde psykiske arbejdsmiljø for ansatte. Projektet skal resultere i metoder til at styrke arbejdsmiljøet, som andre frivillige organisationer også kan gøre brug af.

Hvis man, i en arbejdsmiljøkontekst, skal vurdere, om der er et for højt arbejds- eller tidspres, kigger man på, hvad konsekvenserne, ved måden man arbejder på, er.

Typisk vil der være to konsekvenser, når man kigger på et for højt tidspres. Den ene er, at arbejdet bliver intensiveret, hvilket vil sige, at man ex. springer pauser over ved at holde møder, mens man spiser frokost eller taler i telefon, mens man er på toilettet.

Den anden konsekvens er, at arbejdstiden bliver udvidet, så man arbejder aftener, i weekenden og springer ferier over. Og når arbejdet bliver intensiveret, altså at man springer pauserne over, så skabes gode betingelser for, at der opstår en ubalance i hjernen.

Hjernen og kroppen har brug for restitution

Alle mennesker har brug for at komme ned i spændingsniveau en gang imellem. Der er simpelthen ingen andre arter, som hele tiden arbejder under sådan en performancelogik, som mennesker gør i arbejdslivet i dag, for alle arter ved, at restitution er afgørende for performance.

Når pauser springes over, fører det til, at man træffer dårlige og ugennemtænkte beslutninger, og man mister evnen til at tænke konstruktivt, strategisk og langsigtet.

Man bliver også dårlig til at skabe forbindelser mellem mennesker og skabe klare rammer og gode relationer. Derved mister man gode forudsætninger for at gøre lige præcis det, som der er rigtig meget brug for i vores arbejdsliv, nemlig det at tænke. ­– At tænke sig om, træffe gennemtænkte beslutninger sammen med andre, lave risikovurderinger, se forskellige udfald af beslutninger og træffe beslutninger på baggrund af, hvilket udfald man finder bedst eller hvilken risiko, man mest er villige til at løbe.

Alle de velovervejede og gennemtænkte ting, bliver man dårligere til, hvis arbejds- eller tidspresset bliver for intenst.

Vi kan godt holde til at arbejde med et højt arbejds- og tidspres i en kortere periode, men hvis det bliver normen, harman en god risiko for at få stress.

Et eksempel på overståede har vi set i en frivillig organisation, hvor medarbejderne havde besluttet, at de hele tiden skulle være til rådighed for de frivillige. Dette betød, at de frivillige også kom i organisationens åbningstid, og de frivillige havde plads på kontoret, hvor medarbejderne arbejdede.

Kulturen i huset var, at når en frivillig spurgte om noget, eller havde behov for at snakke, så stod en medarbejder klar. Det betød, at medarbejderne aldrig vidste, hvornår de kunne lave deres ”reelle” arbejdsopgaver, og/eller hvornår de kunne holde pause.
Faktisk var det eneste sted, medarbejderne rigtig kunne nå deres arbejdsopgaver derhjemme, når de ellers burde holde fri.