Af Marie Baad Holdt, chefkonsulent og partner i Ingerfair.

Rekruttering af frivillige har (stadig) førstepladsen, når frivillige spørges, hvad de syntes, den største udfordring er. Men vil vi egentlig gerne have flere med, når det kommer til stykket?

At få flere med om bord giver mulighed for at uddelegere opgaver, tage presset af de fås skuldre og give plads til at kaste sig over de mange andre opgaver, der også skal løftes. Men at få flere med kræver også, at vi rent faktisk vil give plads til dem, der kommer – og vil dele ansvaret og opgaverne.

For et par uger siden underviste jeg en lokalafdeling af en national organisation i rekruttering af frivillige, og her stødte jeg ind i det dilemma, som jeg oplever så ofte: De frivillige siger, de gerne vil være flere, men når det kommer til stykket, vil de ikke rigtigt afgive de opgaver, som de hver især løfter.

I dette tilfælde kom det frem, da jeg hjalp med at rydde op efter kurset, og den frivillige, jeg hjalp, fortalte om en ny frivillig, de havde fået: ”…og så kom hun og hjalp med at rydde de kopper væk, som jeg var i gang med, så derfor gik jeg i gang med at fjerne kaffekander osv., og så kom hun og overtog det…”

I en anden sammenhæng, hvor en forening var i gang med at finde konkrete opgaver, som de gerne ville rekruttere til, sagde en af de frivillige i en bibemærkning, da der blev snakket om det at få hjælp til opgaver: ”…men det er altså bare hurtigere at gøre det selv!”

I begge tilfælde er det foreninger, hvor mange opgaver ligger på få skuldre. Skuldre, som i mange år har båret det til tider tunge læs. Skuldre, som i mange år har fået tak og ros for at løfte de mange opgaver, så resten af foreningen kunne nyde godt af foreningens arbejde. Og det er her, dilemmaet opstår.

 

For hvad sker der, når vi får nye med?

• De er langsommere, end vi er –> men de skal jo lige lære det først.
• De gør det på en anden måde, end vi gør det –> men som os, vil de jo gerne selv have indflydelse på, hvordan en opgave skal løftes.
• De følger os tæt –> måske fordi de gerne vil gøre det rigtigt og gerne vil læres op.
• De får ros og tak for det, vi normalt får ros og tak for…

Kort sagt: de nye forstyrrer vores rutiner, de er langsommere, de går i hælene på os, og så får de den tak og ros, som normalt tilfalder os.

Det er måske lidt firkantet stillet op, men det er her, jeg oplever en af de største udfordringer i rekruttering af frivillige, nemlig at de frivillige slet ikke er villige til at give plads til nye måder at gøre tingene på, til at afgive den status og anerkendelse der følger visse opgaver, og at der ikke er plads og tid til oplæring.

 

Vilje, nysgerrighed og fleksibilitet

Skal vi have flere med i fællesskabet, skal vi have en vilje til at ville det nye. Vi skal have lyst til at dele opgaverne med andre, og det betyder, at vi skal være nysgerrige omkring, hvem de er, og hvad de kommer med, og så skal vi være fleksible ift., at vi opgiver den måde, vi plejer at gøre tingene på.

Men hvordan gør vi det, når vi nu tænker, at vi faktisk er ret gode til det? Det var et spørgsmål, der poppede op på et rekruttering af frivillige-kursus, hvor en lokal festivalfrivillig i det jyske var på kursus og havde taget en helt ny frivillig med. Den garvede festivalfrivillige, lad os kalde ham Lars, havde været engageret i den lokale festival i mange år. Lars vidste præcis, hvad der skulle ske, hvornår, og sammen med resten af slænget fik de år efter år festivalen afholdt til stor glæde for det lokale bysamfund. Men efter 16 år var den oprindelige gruppe langsomt svundet ind, og nu skulle de have nye med. Så de havde rekrutteret nye, og en af dem, lad os kalde hende Karin, var med på kurset.

Lars var uden tvivl både imødekommende, nytænkende og arbejdsom, og ville rigtig gerne have flere med om bord. Han havde i løbet af kurset stillet mange gode spørgsmål, og det var tydeligt, at han virkelig gerne ville gøre det rigtige. Og pludselig slår han en kæmpe latter op.

”Det var pokkers”, siger han og fortsætter, ”her troede jeg, at jeg var god til at få nye med, og så siger Karin, at det er jeg slet ikke! Så tror pokker, at der ikke er kommet flere med i alle de år!!”

Og faktisk er det nok det spejl, som Karin var for Lars den dag, som vi mangler. Lars var nemlig sikker på, at han var god til at få flere med, men når det kom til stykket, var han slet ikke villig til at give afkald på hans lange og mange gode erfaringer og dårlige oplevelser. Han og resten af gruppen vidste, hvordan tingene skulle gøres, og enten ville de ikke give opgaver fra sig, eller også var der kun én rigtig måde at gøre det på.

 

Genfind balancen i den lille båd

Skal du have flere frivillige med, skal du altså både have vilje til at ville have nye med, nysgerrighed, så du finder ud af, hvem de er, og hvordan de kan bidrage, og så skal I være fleksible ift. at få dem med om bord.

Man kan sammenligne det at rekruttere med en lille robåd, hvor vi, der er der, har fundet balancen og kan modstå de store og små bølger, der måtte komme. Men så kommer der en ny, og sætter sig på kanten, så vi vipper. Måske vipper vi så meget, at enten de – eller vi – falder i. Skal vi have nye med, så skal vi rokere lidt i båden, så vi sammen med dem kan genfinde balancen og fremadrettet kan modstå bølgerne.