Frivillige og ansatte, der går side om side på en arbejdsplads, er kollegaer, og det gode samarbejde mellem dem kræver både fokus og opbakning fra ledelsen.
De frivillige og ansatte, der er knyttet til den samme organisation eller arbejdsplads, indgår ofte i et fællesskab, hvor de ikke nødvendigvis deltager på samme præmisser og motiveres af forskellige faktorer. I nogle organisationer og på nogle arbejdspladser er medarbejdere ansat til at understøtte frivillige, mens det andre steder er de frivillige, der udfylder roller, som er defineret af bestemte projekter, som drives af en ansat projektleder.
Vi er interesserede i de dynamikker, der finder sted, når frivillige og ansatte arbejder sammen, og hvilke faktorer der kan være med til at styrke det gode samarbejde mellem ansatte og frivillige endnu mere.
På baggrund af det lavede vi i efteråret 2021 en undersøgelse af, hvordan det gode samarbejde skabes mellem frivillige og ansatte.
De tre organisationer
Vores undersøgelse tager udgangspunkt i tre, meget forskellige, organisationers arbejde med det gode samarbejde mellem ansatte og frivillige, hhv. Klostergårdens Plejehjem, Joannahuset og Stoppestedet. De tre organisationer er interessante, fordi de benytter frivilligheden forskelligt og derfor viser, hvordan det at skabe et samarbejde mellem ansatte og frivillige kan ske på vidt forskellige måder.