Af Marie Baad Holdt, chefkonsulent i Ingerfair

I foråret 2021 udgav VIVE Frivillighedsundersøgelsen 2020, der undersøger udviklingen i danskernes frivillige arbejde. Af undersøgelsen fremgår det, at der i 2020 er godt 40% af den danske befolkning, der engagerer sig frivilligt, samme andel som i 2004 angav, at de er frivillige. Det er tankevækkende, når man tænker på, hvor meget mere fokus der har været på frivillige og frivillighed generelt siden da, og derfor heller ikke noget under, at der mangler frivillige rundt om i landet. Derfor er kernen i rekruttering af frivillige, at du ved, hvor du finder din målgruppe, så du kan målrette og fokusere din rekrutteringsindsats.

 

Fokuser din rekruttering

Målrettet rekruttering er nødvendig, hvis du skal fortsætte med at tiltrække flere frivillige til din organisation. Alt for ofte ser vi, at organisationer uden at tænke videre over det, laver opslag på frivilligjob.dk, sætter plakater op og deler flyers ud, uden først at have gjort sig overvejelser om, hvem deres målgruppe egentlig er. Og hvor den er.

Hvis du skal fortsætte med at rekruttere frivillige til at erstatte dem, der naturligt forlader din organisation og samtidig rekruttere flere frivillige, så din organisation kan fortsætte og gerne lave mere af det gode arbejde, den er sat i verden for at gøre, så er det afgørende at sætte fokus på rekrutteringsstrategien.

Hvis du skal have succes med din rekruttering, skal du kende din målgruppe rigtigt godt, vide hvem de er, hvad de læser, og hvor de køber ind. Bruger de tid på internettet, og hvor, eller skal du finde dem på deres arbejdspladser eller et helt andet sted?

 

Effective frequency

Marketingsfolk snakker om ‘effective frequency, antallet af gange en potentiel køber ser en varer, før man køber den. Afhængig af hvem man lytter til, er det magiske antal man arbejder med, et sted mellem 3, 7 og 20 gange at en potentiel kunde skal se en reklame, før de køber varen.

Om det samme gælder, når vi vælger frivilligt arbejde, er svært at sige. Men min erfaring fra mange års arbejde med frivillige siger, at det ofte hænder, at en potentiel frivillig ser et opslag, tænker det er en god ide, men glemmer så at gøre mere ved det. Noget tid efter læser en artikel om organisationen, klipper den ud, gemmer den og glemmer den. Og så er det først, når de tilfældigvis hører radioindslaget, at de rent faktisk melder sig som frivillig.

 

Sådan får du flere frivillige

Lige meget om det er efter første eller syvende gang, den potentielle frivillige ser et opslag, at de melder sig som frivillig, så er det afgørende, at organisationen eller foreningen er synlig netop der, hvor den potentielle frivillige stopper og kigger.

Men ved du, hvor det er? Kender du dine potentielle frivillige godt nok? Har du brugt tid på at tegne et billede af dine frivillige?

Hvis ikke, så er kan du begynde her:

  1. Hvem deler sagen, visionen eller formålet?
  2. Hvad karakteriserer disse mennesker?
  3. Hvilke anledninger er der for at blive frivillig?

Når du har svaret på de spørgsmål, kan du danne dig et billede, af hvem de potentielle frivillige er. Jo mere detaljeret du kan gøre det, jo lettere bliver det for dig at finde dem.

 

Vil du vide mere om rekruttering af frivillige?

Læs vores bog; Sådan rekrutterer du frivillige, hvor får du opskriften på den gode rekrutteringsindsats.

Få et skræddersyet kursus om rekruttering af frivillige til din organisation.